';

Topdahl vinder plads på Københavns Kommunes rammeaftale om totalrådgivning

En ekstra milepæl at fejre

Midt i fejringen af Topdahls 20-års jubilæum har vi fået endnu en rigtig god grund til at være glade. Topdahl har vundet en plads på Københavns Kommunes rammeaftale om totalrådgivning og er blevet tildelt delaftale B.

Det er vi både glade for og stolte af. Rammeaftalen giver os mulighed for at bringe vores erfaring med renovering, vedligeholdelse og rådgivning om eksisterende bygninger i spil på en række kommende projekter for Københavns Kommune.

Image module

Delaftale B omfatter rådgivningsopgaver på Københavns Kommunes ejendomme med entreprisesummer fra 1 til 10 mio. kr

De primære brugere af aftalen er Vedligehold, Energi og Teknik, Planlagt vedligehold i Københavns Ejendomme.

Det er velkendt territorium for os. En stor del af vores hverdag handler om renovering, vedligeholdelse og ombygning af eksisterende bygninger, hvor nye løsninger skal spille sammen med de konstruktioner, installationer og funktioner, der allerede er der. Samtidig skal der være styr på drift, brugere, økonomi, tidsplan og de forhold, som først viser sig, når man kommer tæt nok på bygningen.

Det er den slags opgaver, vi holder af. Her kommer erfaring, tværfaglighed og en god portion sund fornuft for alvor i spil, og de bedste løsninger er som regel dem, der både fungerer på tegnebrættet og ude i virkeligheden.

På rammeaftalen stiller Topdahl med et fast hold inden for projektledelse, projekteringsledelse, byggeledelse og IKT.

Bag dem står resten af vores faglige organisation med kompetencer inden for blandt andet byggeteknik, arkitektur, konstruktioner, VVS, varme, ventilation, energi, brand, arbejdsmiljø og bæredygtighed.

Det er noget af det, vi er mest stolte af. Vi har gennem årene samlet mange forskellige fagligheder under samme tag, og det betyder, at vi kan sammensætte rådgiverteamet efter den konkrete opgave og få de relevante specialister med på det rigtige tidspunkt.

Vi kender hinanden, sidder tæt på hinanden og er vant til at arbejde på tværs af fagene. Det er en klar fordel på renoveringsprojekter, hvor en ændring ét sted i bygningen ofte får betydning for flere andre fag og løsninger.

Image module

En plads på en rammeaftale for Københavns Kommune kommer selvfølgelig ikke af sig selv

Vi gør os enormt umage, når vi skal byde ind på rammeaftaler som denne, og flere af nøglepersonerne har givet et stort bidrag til opgaveforståelsen og til produktionen af både prækvalificerings- og tilbudsmateriale.

Derfor er sejren også fælles, og tildelingen er en flot anerkendelse af den erfaring og faglighed, der findes på tværs af Topdahl, og af det hold, vi gennem årene har fået bygget op.

Vi glæder os til at tage hul på samarbejdet

Københavns Kommune råder over en stor og varieret ejendomsportefølje, og den variation passer godt til vores måde at arbejde på.

Med kompetencer inden for blandt andet byggeteknik, installationer, energi, brand, konstruktioner og byggeledelse kan vi samle de fag, den enkelte opgave kræver, og tilpasse holdet undervejs.

Tak til alle på holdet, der har bidraget til tilbuddet, og tak til Københavns Kommune for tilliden. Vi glæder os til samarbejdet og til at komme i arbejdstøjet.

Image module

Michael Cardell Øster
Administrerende Direktør & Partner

Recommend
Del artiklen
Emner